Middelfart Kommune har i en længere årrække haft en driftsoverenskomst med Natur- og Helhedsskolen Billesbølle, hvor budgetgodkendelsen har været håndteret administrativt og har indgået som en del af byrådets godkendelse af den samlede budgetramme på skoleområdet.
Med kvalitetsreformen på undervisningsområdet er driftsoverenskomsten nu omlagt til en kvalitetsaftale og der er kommet nye standarder for (og krav til) økonomisk tilsyn og godkendelse af private specialskolers budgetter og regnskaber.
Det fremgår således af §11 i lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge, at "kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen påser, at behandlings- og specialundervisningstilbud har den fornødne økonomiske kvalitet".
Forvaltningen lægger i forlængelse af dette op til, at Billesbølles budget for 2026 godkendelse af både skoleudvalget og byrådet, mens godkendelseskompetencen fremadrettet bliver delegeret til skoleudvalget.
Godkendelse af detailbudget for Billesbølle, for budgetåret 2026:
Billesbølle har indsendt et budget, hvori skoledriften udgør 12,156 mio. kr., mens socialdelen udgør 12,156 mio. kr.
Budgettet er lagt med baggrund i et gennemsnitligt elevtal på 48 elever og en afregningstakst på 21.097 kr. pr. elev pr. måned i 12 måneder.
For så vidt angår budgettet til skoledelen, fordeler budgettet sig med 9,5 mio. kr. til lønudgifter inkl. administration, 1,1 mio. kr. på generelle driftsomkostninger, og 1,5 mio. kr. på øvrige udgifter. Øvrige udgifter dækker bygninger, afskrivninger, autodrift, renter og administration.
Ud af de samlede lønbudget, budgetlægger Billesbølle på skoledelen med 6,329 mio. kr. til lærerløn, 0,544 mio. kr. til undervisningsassistenter og 0,820 mio. kr. til pædagoger.
Med afsæt i KRL-lønstatistik for relevante personalegrupper svarer det til en normering på 4,66 børn pr. lærer i tilbuddet eller 3,57 børn pr. voksen inkl. andet pædagogisk personale. De beregningsmæssige forudsætninger fremgår af sagens bilag 2.
Det er forvaltningens vurdering, at normeringen er tilstrækkeligt til at dække lektionsplanen og møde støttebehovet i elevmålgruppen. Forvaltningen vurderer samtidig, at budgettet matcher lignende skoletilbud.
Forvaltningen anbefaler på den baggrund, at budget 2026 for Natur og Helhedsskolen Billesbølle godkendes.
Særlige bemærkninger:
Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er en forskel mellem private behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge og undervisningstilbud på sikrede institutioner, som Egely.
For så vidt angår private behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge skal tilbuddets budgetter årligt godkendes af kommunalbestyrelsen, som kan delegere, mens der for sikrede institutioner alene skal foretages en vurdering af om tilbuddets økonomi er forsvarlig.
Forvaltningen lægger på den baggrund op til, at budgetterne for Billesbølle fremover skal godkendes politisk med kompetencemæssig delegering til skoleudvalget.
Modsat lægger forvaltningen op til at vurderingen af forsvarligheden af Region Syddanmarks budget til Egely sker administrativt, således budgetterne ikke skal dobbeltgodkendes af både region og beliggenhedskommune.
Ændringerne indarbejdes i næstkommende opdatering af delegerings- og kompetencefordelingsplanen.