Forvaltningen har haft forslag til revision af Middelfart Kommunes spildevand i høring. Planen afløser Middelfart Kommunes Spildevandsplan 2013-2026, dog undtagen tillæg 12, hvor der er vedtaget projekt om semi-separering af den nordlige del af Strib, som udføres i perioden 2025-2029.
Revision af spildevandsplanen består af en tekstdel og en kortdel. Begge dele er vedhæftet dagsordenspunktet som bilag, og kortdelen kan også ses på kommunens digitale kort under temaet "Spildevandsplan".
Separatkloakering i Brenderup og Middelfart
Den reviderede spildevandsplan indeholder projekter med separatkloakering i Brenderup og Middelfart.
I Brenderup er det dele af kloakopland 203.2 som skal separatkloakeres, det drejer sig bl.a. om Skovhaven, Bøgelundsvej, Bygvænget, Rosenvænget, Blokhusvej, Birkevej m.m.
I Middelfart er det dele af kloakoplandene 1.4H og 1.1A11 som bl.a. omfatter Finlandsvej, Sverigesvej, Norgesvej, Danmarksvej m.m.
Middelfart Spildevand A/S separerer den offentlige kloak og leverer nye kloakstik til de berørte grundejere.
Grundejere skal for egen regning separere tag- og overfladevand fra spildevand indenfor grundgrænsen og tilslutte sig de nye kloakstik.
Forvaltningen har udarbejdet et administrationsgrundlag til vurdering, om der i visse tilfælde delvis kan dispenseres i forbindelse med separatkloakering. Administrationsgrundlaget blev præsenteret for KNG den 11. december 2024.
Kommunen er forpligtet til at foretage en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde men lægger op til, at der kan dispenseres fra separering af regnvand fra kælderskakter og lyskasser under 5 kvm. Yderligere vil ejendomme, hvor en separering vil kræve gennemgribende renoveringer, kunne få dispensation.
Der er foretaget en enkelt ændring i spildevandsplanen efter høringen, hvor et par ejendomme er udtaget for separatkloakering i Brenderup, da de ikke afleder spildevand til det kloakopland, som skal separatkloakeres. Der er ikke foretaget ændringer i oplandene i Middelfart.
Nye kloakoplande
Revision af spildevandsplanen indeholder en ændring i forhold til kloakering i nye kloakoplande. Planen lægger op til, at nye kloakoplande som udgangspunkt bliver separatkloakeret og ikke spildevandskloakeret. At det er Middelfart Spildevand A/S som etablerer både regnvands- og spildevandskloakken. Regnvand fra de separatkloakerede områder håndteres så vidt muligt lokalt f.eks. ved udledning til recipient via regnvandsbassin eller i kombination med andre LAR løsninger. Samtidig skal det vurderes, om løsningerne kan etableres som LAR anlæg i form af åbnegrøfter, vejbede og regnbede fremfor traditionelle rørløsninger. Det betyder, at udgifter til etablering, drift og vedligehold af regnvandsledninger og regnvandsbassiner håndteres af Middelfart Spildevand.
I den gældende spildevandsplan spildevandskloakeres nye områder som udgangspunkt. Ved at gøre dette pålægges grundejerne i området en ukendt udgift til fremtidig drift og vedligehold af regnvandsledninger og bassiner. Forvaltningen har oplevet, at dette i flere projekter har været uhensigtsmæssigt, da private ikke har den nødvendige økonomi og kompetence til at drifte og vedligeholde regnvandssystemet.
Middelfart Ø
I den østlige del af Middelfart mellem Hovedvejen, Aulbyvej og Motorvejen udlægges et 95 ha stort areal til nyt erhvervs område. Målet er, at området skal blive det mest grønne og bæredygtige erhvervsområde i Middelfart. Området separatkloakeres, og der anlægges grønne kiler med regnvandsbassiner til vandhåndtering. Samtidig lægges der op til, at der er mulighed for etablering af LAR løsninger i form af grøfter, regnbede og mindre bassiner. Området er kun delvis optaget i den nuværende spildevandsplan, med revisionen af spildevandsplan optages hele området i spildevandsplanen.
Middelfart Spildevand A/S etablerer den offentlige kloak til regnvand og spildevand og afsætter stik ved matrikelgrænsen til grundejer.
Indsatser som følge af Indsatsplanen for grundvandsbeskyttelse
I Middelfart Kommunes Indsatsplan for grundvandsbeskyttelse er der lagt op til skærpede krav til spildevandshåndteringen indenfor BNBO og særlige sårbare områder udpeget i Indsatsplanen. For at leve op til den kommende Indsatsplan, skal Middelfart Spildevand A/S undersøge og om nødvendigt tætne kloakledningerne indenfor BNBO. Tætning af kloakledningerne kan bl.a. ske via kloaksanering, strømpeforing og lignende. Dette skal ske inden udgangen af 2031. Indsatsen er medtaget til forslaget til revision af spildevandsplanen.
Harndrup
Harndrup er i den nuværende spildevandsplan udlagt som separatkloakeret, hvilket betyder, at alle grundejere i området i dag har ret til at aflede både husspildevand og regnvand til den offentlige kloak. Forvaltningen har undersøgt det gamle kloakprojekt fra 1977 og fundet, at der er fejl i spildevandsplanen.
En række borgere langs åen har aldrig betalt tilslutningsbidrag for regnvand, da de afleder direkte til Harndrup Å, og dermed blev fritaget for regnvandstilslutning. Det betyder, at grundejerne langs åen reelt er spildevandskloakerede, men jf. spildevandsplanen har retten til at aflede regnvand til den offentlige kloak.
Ved revisionen af spildevandsplanen rettes kloakoplandet, så det kun er grundejere, som har betalt tilslutningsbidrag for regnvand, som registreres som separatkloakeret, mens grundejere som kun har betalt tilslutningsbidrag for husspildevand, registreres som spildevandskloakeret.
Høringssvar
Der er i høringsperioden indkommet syv høringssvar. Hovedparten af høringssvarende går på borgere, som bekymrer sig om udgifterne til at adskille regnvand og husspildevand på egen matrikel, og hvorvidt de har råd til den udgift.
En enkelt har bedt om at få henvisninger til den lovhjemmel, som ligger til grund for at kommunen kan ændre i den eksisterende kloak og pålægge grundejere at ændre i den private kloak for egen regning.
En grundejer har gjort opmærksom på, at der er etableret overløb fra en sø til den offentlige kloak. Denne oplysning er sendt til Middelfart Spildevand.
Til sidst har en grundejer gjort opmærksom på, at ejendommen ikke leder ud til det kloakopland, som skal separatkloakeres. Middelfart Spildevand har undersøgt området, og det har resulteret i, at to ejendomme er fjernet fra listen over ejendomme, som skal separatkloakeres.
På borgermødet er der indkommet rettelser i forhold til, at ikke alle veje, som skulle separatkloakeres, var nævnt i teksten, men kun fremgik af bilaget. Dette er ændret i teksten.
Udover de to nævnte, så er der ingen af de andre høringssvar, som har givet anledning til ændringer.