Som en del af budgetopfølgningen indgår en række omprioriteringer.
For det første forslår forvaltningen, at der fremrykkes anlægsmidler fra 2026 til 2025 på Fjelsted-Harndrup Skole som er forud for tidsplanen, mens tilsvarende anlægsmidler på Østre Skole tilsvarende rykkes fra 2025 til 2026. Fremrykningen skal sikre, at der er tilstrækkelige frigivne rådighedsbeløb til at dække det forventede fakturaflow på sagen. Ændringen har ingen praktisk betydning for gennemførelseshastigheden af projektet på Østre Skole.
For det andet ønsker Strib Skole og Gelsted Skole at bruge opsparet overskud til indretning af SFO-læringsmiljøer. Forvaltningen anbefaler, at skolernes ønsker imødekommes.
Som det tredje flyttes udgiften til SFO-hjemtransport fra Familie og Forebyggelse til skoleområdet. Det sker på foranledning af en præcisering fra EY Revision. Det er vigtigt at understrege, at Middelfart Kommune med ændringen mister noget statsrefusion. Forvaltningen lægger op til, at Familie og Forebyggelsesområdet bærer det bagudrettede tab ind til 2025, mens skoleområdet bærer tabet på ca. 265 t.kr. årligt fra og med 2025.
Som et fjerde element er der kommet en bloktilskudsregulering vedrørende kvalitetsreformen på folkeskoleområdet. Forvaltningen indstiller, at midlerne, som primært skal dække juniormesterlære og erhvervspraktik, tilgår skoleområdet. Ændringen har ikke overslagsårseffekt, da ændringen er medtaget i den tekniske budgetlægning for 2026-2029.
Som et sidste element ønsker forvaltningen at lave en overgangsløsning for C-sporet, Heldagsklasserne og Karlsvognen med henblik på at sikre, at almenområderne på Strib Skole og Østre Skole ikke indirekte kommer til at dække den igangværende fælles omstilling på skoleområdet. Da omprioriteringen sker indenfor politikområdet undervisning, er der ikke tale om en egentlig indstilling.