I de bevarende lokalplaner for landsbyerne Sdr. Aaby, Føns, Kærby og Udby er det indskrevet i lokalplanernes formål, at:
- "ny bebyggelse i området får en placering og udformning og et materialevalg, som er i overensstemmelse med den stedlige byggetradition, eller at ny bebyggelse på anden måde ved sin arkitektoniske udformning og indpasning kan medvirke til at bevare karakteren af det eksisterende miljø" og "at eksisterende karakteristisk bebyggelse med tilhørende omgivelser samt bebyggelse af særlig arkitektonisk og kulturhistorisk værdi bevares". (Lokalplan 13, Føns)
- "sikre at ny bebyggelse i området kommer til at harmonere med områdets landsbykarakter" og "at opretholde Kærbys landbystruktur med bygninger langs begge sider af Kærbyvej og vest for Kærbyholmvej". (Lokalplan 87, Kærby)
- "sikre Sønder Aabys historiske landsbystruktur og bevaringsværdige bygningskultur samt de øvrige elementer i landsbyhelheden: Hegn, træer, beplantninger m.m." (Lokalplan S89, Sdr. Aaby)
- "sikre de bygningsmæssige bevaringsværdier". (Lokalplan 192, Udby)
I bestemmelserne for bebyggelsens ydre fremtræden fremgår det, at om- og tilbygning skal tilpasses den stedlige byggetradition, men der er ikke klare retningslinjer for, hvordan vinduer må udføres og konstrueres.
Uddrag fra lokalplanernes bestemmelser for ydre fremtræden:
Lokalplan 13, Føns, §9 stk. 1 ” Den på vedhæftede bilag nr. I med særlig signatur viste bevaringsværdige bebyggelse må ikke nedrives, ombygges eller på anden måde ændres, med mindre kommunalbestyrelsen giver tilladelse hertil.
Lokalplan 87, Kærby, §8.1 ”Inden for lokalplanområdet skal om- og tilbygninger tilpasses den pågældende bebyggelses oprindelige form og udseende […].”
Lokalplan S89, Sdr. Aaby, §8.1 ”Inden for lokalplanområdet skal om- og tilbygninger tilpasses den pågældende bebyggelses oprindelige form og udseende, og bygningsændringer og ny bebyggelse skal i øvrigt udformes i overensstemmelse med bygningstraditionerne i fynske landsbyer.” og §8.5 ” Døre og vinduer skal udføres i traditionel udformning og format”
Lokalplan 192, Udby, §8 stk. 2 ”Bygningen skal fastholdes med sin oprindelige arkitektoniske udformning og ved istandsættelse og vedligehold behandles med materiale- og håndværksteknikker, der har sin historiske berettigelse ift. husets opførelsestidspunkt og stilhistoriske træk” og §8 stk. 4 ”Døre og vinduer skal udføres i ren trækonstruktion”.
Den nuværende administrationspraksis er, at der gives tilladelse til koblede vinduer i ren trækonstruktion og med et-lagsglas og kitfals i den ydre vinduesramme samt vinduer med forsatskonstruktion.
Siden vedtagelsen af de bevarende lokalplaner for hhv. Sdr. Aaby, Føns, Kærby og Udby er der sket en udvikling inden for vinduesproduktion. Der findes flere vinduesproducenter i dag, som producerer termovinduer i ren trækonstruktion med pålimede sprosser, og som har et udtryk, der er meget tæt på det koblede vindue, fordi sprosserne udføres med smalle sprosseprofiler og en skrå fals, der på afstand ligner en kitfals.
Det er forvaltningens vurdering, at administrationspraksissen for de nævnte bevarende lokalplaner kan ændres til, at der kan tillades termovinduer med pålimede sprosser ud fra den betragtning, at flere ejere af bevaringsværdige bygninger i landsbyerne vil få mulighed for at vedligeholde og energiforbedre deres ejendomme, og at denne ændring i administrationspraksis kan være med til at sikre, at de bevaringsværdige landsbymiljøer fortsat vil være attraktive at bosætte sig i samtidig med, at de bevaringsværdige bygninger bliver vedligeholdt i overensstemmelse med lokalplanernes principper.