I det videre arbejde med at anvende de 25 mio. kr. har forvaltningen taget udgangspunkt i de nødvendige ombygninger på Perronen for at skabe den nødvendige plads til at håndtere flere borgere i dagbeskæftigelse. Det er afgørende at afklare, hvordan det kan lade sig gøre samtidig med, at det nuværende gode samarbejde med Entreprenørgården fastholdes. De økonomiske omkostninger hertil sætter således rammen for hvor mange midler, der er tilbage til at iværksætte de øvrige dele af scenarie D.
På baggrund af arbejdet foreligger nu følgende forslag for at etablere forberede forhold for borgere i dagbeskæftigelsen:
Perronen – Langelandsvej 22, 5500 Middelfart
I forbindelse med ønske om flytning af borgere fra Fælleshåb til Perronen er det nødvendigt at ombygge og udvide de nuværende faciliteter. Dagbeskæftigelsen placeres i Perronens eksisterende bygning, hvilket muliggør niveaufri adgang og dermed sikrer tilgængelighed for alle. For at bevare den nødvendige kapacitet til Entreprenørgårdens personale etableres en tilbygning til deres administrative faciliteter. Placeringen heraf sker på en måde, så der fortsat er mulighed for at bevare det gode samarbejde mellem Entreprenørgården og Perronen.
Fælleshåb – Bogensevej 123, 5500 Middelfart
Dagbeskæftigelsen på Fælleshåb foregår i dag i tilbygningen fra 1997, som tidligere er bygget til dagbeskæftigelse. En del af denne bygning renoveres, så den også fremadrettet kan benyttes til dagbeskæftigelse bl.a. ved at udskifte ventilationsanlægget og det nuværende asbesttag. Den resterende del af bygningen ombygges til et uopvarmet værksted, hvor beboerne på Fælleshåb kan arbejde med mindre projekter.
Landejendom i Ejby, Nørregade 140, 5592 Ejby
Med inspiration fra Den Kongelige Køkkenhave i Gråsten har forvaltningen arbejdet videre med mulighederne for at etablere aktiviteter i Ejby i en landejendom med tilhørende jord til etablering af udendørs aktivitetstilbud med køkkenhave m.v. Planen er at udvikle jordbrug/have efter borgernes kompetencer og ønsker med et stort fokus på bæredygtighed, herunder muligheden for at bidrage med frugt/grønt/syltevarer/most osv. til det eksisterende køkken på Perronen og evt. andre køkkener i Middelfart Kommune.
Det er muligt at etablere i den tidligere landejendom Nørregade 140 i Ejby, som kommunen i forvejen har opkøbt. Bag landejendommen ligger en større mark, hvoraf det vil være muligt at bruge ca. en hektar jord heraf til at etablere køkkenhave m.v. Den øvrige del af marken er sammen med øvrig opkøbt landbrugsjorden tiltænkt til byudvikling af Ejby.
Landejendommen er ikke i god stand, og stuehuset skal ombygges, så det er muligt at bruge bygningen til omklædning, undervisning, indendørs aktiviteter og til at huse toiletfaciliteter. De tilhørende stalde er heller ikke i god stand, men der gøres ikke noget ved dem, da der på nuværende tidspunkt ikke er brug for dem til de udendørs aktiviteter. Der pågår en miljøundersøgelse af staldbygningerne, så det kan afklares i hvilket omfang, de kan bruges.
Skovbakken – Stationsvej 24, 5464 Brenderup
Den sidste del af scenarie D er etablering af dagbeskæftigelse på Skovbakken. Den er tiltænkt til de borgere, der bor på bostedet og bl.a. har vanskeligt ved at klare transporten til dagbeskæftigelse på andre adresser. Der er endnu ikke konkrete planer for, hvor den etableres, men det undersøges, hvorvidt det er muligt at etablere den i det hus, som byrådet besluttede at lukke i august 2025.
Arbejdet med de forskellige scenarier
Ombygningen og tilbygningen på Perronen er udarbejdet i samarbejde med Teknik- og Miljø og sagen sendes derfor også til godkendelse i Teknisk Udvalg.
En nærmere beskrivelse af ombygningerne/tilbygningen på Perronen fremgår af vedlagte bilag. På udvalgsmødet medbringes materiale til de øvrige dele af scenariet.
Ovennævnte bygningsmæssige ændringer og nybyggeri forventes at kunne holdes indenfor det afsatte budget.
Konsekvenser for borgere og medarbejdere
De bygningsmæssige ændringer betyder, at nogle borgere og medarbejdere skal have nyt fremmødested. Det gælder f.eks. de 25-30 borgere, der flytter dagbeskæftigelsestilbud fra Fælleshåb til Perronen. Ændringen betyder også ændret kørsel for borgerne, ligesom der sikres et bedre og mere sammenhængende pædagogisk tilbud for borgere med højere kvalitet og et større aktivitetsudbud.
Borgere fra både Fælleshåb (og Skovbakken) der ikke drager nytte af at forlade matriklen, eller vil have store udfordringer i transporten, bliver tilgodeset i de nyrenoverede satellitter.
Hvad angår landejendommen i Ejby vil den særligt være et tilbud for nogle af de borgere, der i dag har dagbeskæftigelse i Multihuset. Udviklingen af landejendommen sker fra start i et samarbejde med STU, der i forvejen også har elever, der arbejder med køkkenhaver m.v.