På initiativ fra ældrerådet og Middelfart Kommune blev der i starten af 2025 igangsat en proces med formålet om at udarbejde en strategi for seniorvenlige boliger. Strategien skal blandt andet gøre os klogere på, hvem seniorerne er, hvilke behov de har i forhold til bolig, hvad der kendetegner en seniorvenlig bolig, hvordan deres flyttemønstre ser ud og hvilken betydning, demografiudviklingen har for kommunen.
Strategien indeholder introduktion til undersøgelsernes metoder, begrebsafklaring og 4 anbefalinger baseret på gennemførte interviews, dataanalyser og vidensindsamling.
De fire anbefalinger er følgende:
1. Skab flere seniorvenlige boliger, der også er attraktive for andre målgrupper.
Efterspørgsel peger særligt efter seniorvenlige boliger, i form af rækkehuse, byhuse og lejligheder med eget uderum og adgang til fællesfaciliteter. Strategien viser at der særligt efterspørges boliger på mindst 85 m² (65 m² for enlige) og at de designes med universelt design, uden at de ligner plejehjem. Det er attraktivt, hvis boligerne indgår i blandede boligområder med fællesskaber og funktioner for flere generationer. Udviklingen bør ske i tæt dialog med lokale aktører.
2. Styrk kommunikationen om flyttemulighederne.
Analysen viser, at de fleste seniorer først flytter sent i livet og ofte af nødvendighed, hvilket begrænser boligrotationen og tilgængeligheden af boliger for andre grupper. Der er stor efterspørgsel på seniorvenlige boliger, især i Middelfart by, hvor nærhed til faciliteter og fællesskaber vægtes højt. I mindre byer mangler egnede alternativer, og mange bliver boende i parcelhuse, selv når behovene ændrer sig. For at fremme tidligere boligskifte anbefales bedre kommunikation og vejledning om mulighederne, i samarbejde med lokale aktører. Dialogen bør målrettes forskellige aldersgrupper og understøttes af et bredt samarbejde.
3. Prioriter udvikling af seniorvenlige boliger i kommunens større byer.
Der forventes et markant stigende behov for seniorvenlige boliger i Middelfart Kommune frem mod 2045, med en stigning på næsten 2.800 borgere over 64 år og behov for over 2.000 nye boliger. Behovet er størst i Middelfart by og Strib, og efterspørgslen er især rettet mod boliger tæt på indkøb, transport og fællesskaber. Økonomien er en barriere for mange seniorer, især udsatte borgere, som har brug for betalbare boliger med god adgang til velfærdsservices. I mindre byer er udviklingen mere udfordret og afhænger af lokale faciliteter, hvor almene boliger spiller en vigtig rolle.
4. kommunen skal agere medspiller for private aktører.
Mulighederne for markedsdrevet udvikling af seniorvenlige boliger varierer i Middelfart Kommune. I Middelfart og Strib er der gode vilkår, mens de mindre byer er udfordret af manglende faciliteter som transport og dagligvarehandel. Kommunen kan bl.a. understøtte udviklingen med virkemidler som arealudbud, byggemodning og støtte til almene boliger. Behovet findes også i mindre lokalsamfund, hvor seniorer spiller en vigtig rolle i fællesskabet. Derfor anbefales det at støtte mødesteder og aktiviteter samt styrke den frivillige indsats i takt med, at antallet af seniorer stiger.
Projektet er resulteret i en rapport, der sammenfatter resultatet af arbejdet med strategien samt tre bilag indeholdende opsummering af dataanalysen, Interviews og et katalog med begrebsafklaring, designprincipper og cases.
Grundet igangværende færdigudarbejdelse af materialet eftersendes rapport og tilhørende bilag forventeligt den 2. oktober.