Et bredt flertal bestående af Regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre indgik d. 9. april en aftale om en reform af beskæftigelsessystemet og -indsatsen.
Aftalen har titlen "Mere værdighed, større frihed og færre regler", og den medfører den mest omfattende reform af beskæftigelsesindsatsen nogensinde.
Reformens grundelementer er – i lighed med andre aktuelle reformer i kommunerne – frihed og afbureaukratisering bl.a. via en forenkling af målgrupperne og reglerne i beskæftigelsessystemet, en mere individuel indsats for den enkelte borger – samt et fokusskifte fra proceskrav til resultater. Konkret måles fremover på om borgere kommer i job og uddannelse og på tilfredshed hos borgere og virksomheder med mødet med den lokale jobindsats.
Beskæftigelsesområdet er et vigtigt velfærdsområde med direkte betydning for borgernes liv og kommunens udvikling: job har stor betydning i menneskers liv og adgang til arbejdskraft er afgørende for virksomhederne. Området har ligeledes stor betydning for kommunekassen: jo flere borgere i job, jo færre udgifter og jo flere indtægter er der.
En aktiv beskæftigelsesindsats’ hovedformål er fortsat at understøtte lediges vej tættere på job og matche samfundets og virksomhedernes behov for kvalificeret arbejdskraft. Reformen skal derfor "oversættes" lokalt, så mulighederne i form af bl.a. større frihedsgrader kan udnyttes til gavn for borgere og virksomheder og kommunens økonomi ved at udvikle nye løsninger lokalt og styrke kvalitet og resultater. F.eks. ved at skabe mere helhed og sammenhæng for borgere og øge samspillet med virksomheder og civilsamfund. Byrådet skal således sætte lokalpolitisk retning for den lokale beskæftigelsesindsats.
Politiske pejlemærker skal udgøre rammen om og retningen for arbejdet med implementering af reformen af beskæftigelsesindsatsen samt udviklingen af den lokale jobindsats.
Byrådet har på temamøde d. 13. maj drøftet første udkast til politiske pejlemærker for fremtidens jobindsats i Middelfart Kommune. Pejlemærkerne er på baggrund af input fra mødet tilrettet. På mødet den 11. juni har Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget behandlet de tilrettede pejlemærker, som efterfølgende fremsættes for Byrådet igen.