Landekvarteret i Middelfart by er et attraktivt boligområde i Middelfart by med mange fine eksempler på god arkitektur og gedigent bygningshåndværk. Området udgør et bevaringsværdigt kulturmiljø. Beboere i området har ønsket at bevare bygningsmæssige og arkitektoniske værdier i Landekvarteret, og har anmodet om en lokalplan for området.

Forslag til Lokalplan 222- afgrænsning
Baggrund
Området er udpeget som bevaringsværdigt kulturmiljø i kommuneplanen med mange fine eksempler på god arkitektur og gedigent bygningshåndværk. Derudover er området fremhævet i Kommuneatlas for Middelfart Kommune (1993) som homogent og velbygget. I 2019 udarbejdede Arkitektskolen i Aarhus en rapport med screening af Danmarks kulturmiljøer. (SAK) Her fremhæves Sverigesvej, Norgesvej, Finlandsvej og Grønlandsvej for fine arkitektoniske værdier i bebyggelsen, med ensartede 50ér murermester villaer i rød tegl og boliger af ældre datoer. Denne lokalplan understøtter dermed udpegningen i kommuneplanen, ved at angive konkrete principper for fremtidig bevaring og udvikling af Landekvarteret.
Lokalplanen er udarbejdet med afsæt i lokale beboeres ønske om at bevare kvaliteter og værdier i det kulturhistoriske udtryk for Landekvarteret. På den baggrund vedtog Økonomiudvalget den 16. juni, 2020 at udarbejde en lokalplan. Det første forslag til lokalplan for Landekvarteret var i offentlig høring 17. januar - 13. marts 2023. I høringsperioden blev der afholdt borgermøde, dialogmøder og byvandringer. Middelfart Kommune modtog 114 bemærkninger og 103 underskrifter, med ønsker om ændringer. Herunder kom der ønsker om mindre planområde, færre detaljer, flere muligheder for ændringer af egen ejendom, færre forhold hvortil der skal søges om plantilladelse, og ønske om inddragelse.
Høringssvar og forvaltningens vurdering har medført justeringer af lokalplanen. Disse kan ses i Bilag 2, Hvidbog for høringsperioden 17.januar - 13.marts, 2024.
Som en del af udviklingen af dette reviderede forslag til lokalplan 222, er der afholdt to workshops, hvor en følgegruppe har bidraget som sparringspart. I følgegruppen var der både medlemmer fra initiativtagere til lokalplanen, initiativtagere til underskriftsindsamlingen samt repræsentanter fra Middelfart Museum og Middelfart Lokaludvalg. Denne proces danner baggrund for indholdet af nærværende forslag nr. 2, til lokalplan 222.
Et revideret forslag til lokalplan 222, se Bilag 1, for bevaring af kulturmiljøet i Landekvarteret, fremlægges nu til vedtagelse om offentlig høring.
Lokalplanens formål og indhold
Lokalplanens formål er at sikre kulturmiljøet og for at bevare karakteren i området med røde huse, er det vægtet at tagformer og materialer bevares og at tage på nye boliger ikke må udføres som flade eller med ensidig taghældning. Facader skal primært fortsat fremstå med røde mursten, og det er sikret, at de åbne gaderum med beplantede forhaver bevares. Ny- og eksisterende bebyggelse skal tilpasses områdets arkitektur, og områdets matrikelstruktur er sikret. De oprindelige boliger må, som udgangspunkt, ikke rives ned. Dog kan der være tilfælde af helt eller delvis råd eller brand, som nødvendiggør nedrivning.
Da boligernes oprindelige arkitektur ud mod vejene er det, som primært ønskes sikret, indeholder lokalplanen forskellige bestemmelser, afhængig af om det drejer sig om facader og gavle ud mod vejene, eller på siderne af boligerne, eller mod baghave.
Ud mod vejene er der flest bestemmelser, og som eksempel skal placering og type af døre og vinduer og murdetaljer bevares.
På boligernes facader/gavle, som vender siden til vejen, er der muligheder for at blænde, flytte eller udvide vinduerne, når vinduestypen er i overensstemmelse med hustypen. Mod baghave er der flere muligheder, og her kan for eksempel laves større kviste, vinduespartier og udestuer.
Boligerne i området er opdelt i 6 hustyper, og der er angivet principper ud for hver enkelt hustype. En af hustyperne er kendetegnet ved at være moderniseret, og har derfor flere muligheder end de øvrige hustyper.
Det reviderede forslag til lokalplan er væsentligt forenklet i forhold til første lokalplanforslag.
- Planområdet er reduceret, idet boliger ud til Brovejen og boliger øst for Østre Hougvej ikke indgår mere.
- Antallet af hustyper er reduceret fra 9 til 6 hustyper.
- Antallet af bestemmelser er reduceret.
- Byggelinjer er justeret, og sekundær bebyggelse skal placeres bag byggelinjen.
- Læsevenlighed er forbedret, og der er tilføjet forklarende tegninger.
- Krav om plantilladelse er ændret på følgende møde:
Fra: grundejer skal søge om plantilladelse for alle udvendige ændringer.
Til: grundejer skal søge om plantilladelse til ændringer af de facader eller gavle på oprindelig bolig og eksisterende tilbygninger, som vender direkte ud mod vejen og ved anmodning om ny tilbygning eller ny bolig.
Dermed skal der, for eksempel søges om plantilladelse på facaden eller gavlen som vender mod vej, når vinduer og døre ønskes udskiftet, eller hvis der ønskes en ny kvist eller tagvindue på tagfladen mod vej.
- For den hustype som er moderniseret, (H6) skal tagene fortsat være saddeltage, og der er flere muligheder for materialer og farver. Derudover skal der ikke søges om plantilladelse.
- Ved øvrige ændringer på facader og tagflader, som ikke vender mod vej og ved forhold vedrørende sekundær bebyggelse, er det alene lokalplanen, som er den juridisk bindende retningslinje. Derudover skal der søges om de nødvendige byggetilladelser ved Middelfart Kommune.