Fremover skal kommunen tilbyde vederlagsfri tandpleje til de 18 – 21-årige. I 2025 forventes denne målgruppe at udgøre 1.778 unge. Der er derfor behov for at udvide den kommunale tandpleje for at kunne håndtere målgruppeudvidelsen.
Med budget 2025 er der afsat 15,801 mio. kr. til et anlægsprojekt for renovering af Tandplejens lokaler på Lillebæltsskolen samt en udvidelse med yderligere 3 klinikrum i årene 2024-2026.
Forvaltningen har i samarbejde med Ejendomscentret og en arkitekt med erfaring i tandklinikker kvalificeret en mulig løsning af anlægsprojektet.
Forvaltningens vurdering er, at anlægsprojektet i sin nuværende form kan løse Tandplejens kapacitetsudfordring på kort sigt, men udbygning af Tandplejens nuværende lokaler vil ikke være en fremtidssikker løsning. Udfordringen bliver bl.a. små klinikrum, der ikke er tidssvarende, og en anlægsløsning, der ikke bliver optimal i forhold til Tandplejens opgaveløsning, hygiejne, personalets arbejdsmiljø og mulighed for at løse evt. senere behov for kapacitetsudvidelse.
Forvaltningen vurderer, at en fremtidssikker løsning af Tandplejens kapacitetsudfordring er:
- at flytte tandklinikken til Ø-frittens lokaler beliggende på Lillebæltsskolens matrikel, når børnehaven Naturhaven i 2025 flytter ud af Ø-fritten,
- og tilbygge 8 nye klinikrum til Ø-fritten, der tager højde for Tandplejens nuværende behov for udvidet kapacitet.
Løsningen indebærer, at Ø-frittens eksisterende bygning benyttes til Tandpleje, og alle klinikrum og tekniske installationer vil være nybyggede, større og tidsvarende. Der kan etableres en optimal planløsning, der sikrer bedre opgaveløsning, hygiejne samt et fysisk arbejdsmiljø i en ny klinik, der vil være et stærkt positivt element i forhold til rekrutteringsopgaven med nye medarbejdere.
Såfremt der på et tidspunkt træffes en beslutning om at sammenlægge klinikkerne i Ejby og Middelfart, er der med placeringen nem adgang til udvidelsesmuligheder, idet bygningens fysiske rammer senere vil kunne udvides med 4 ekstra klinikrum. Der vil så være tale om en udvidelse af det her skitserede anlægsprojekt.
Tandplejens eksisterende lokaler i den nuværende tandklinik på Lillebæltsskolen renoveres let og overdrages til skolens benyttelse.
Forvaltningen anbefaler derfor, at anlægsprojektet 'Udvidelse af Tandplejen' i sin nuværende form redefineres og udvides med etablering af en ny tandklinik i og ved Ø-frittens lokaler, i stedet for at ombygge den bestående tandklinik.
Flytningen af tandplejen til Ø-fritten, er blevet drøftet i skolebestyrelsen på Lillebæltsskolen.
Skolebestyrelsen udtrykker samlet set opbakning, til flytningen af Tandplejen fra de nuværende lokaler på Lillebæltsskolen til Ø-frittens lokaler. Skolebestyrelsen lagde i drøftelsen vægt på vigtigheden i, at Lillebæltsskolen kan overtage de lokaler Tandplejen efterlader på Lillebæltsskolen.